Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Toyota Open International de L'ile de Re i Frankrig, 17.-22. september (ITF 1-turnering)

Off-court med Louise: Da jeg besøgte Go’morgen Danmark
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Vejen til Tokyo
Den 8. maj 2019

Off-court med Louise: Da jeg besøgte Go’morgen Danmark

Jeg har været i Tivoli! Men uden softice, smørrebrød i Grøften og en lufttur i ballongyngerne. Til gengæld fik jeg en snurretur i mediekarrussellen!
Det jeg taler om, er, at jeg i torsdags var så enormt heldig, at jeg blev inviteret i Go’morgen Danmark på TV2 for at tale om kørestolstennis.
Jeg er bestemt ikke et menneske, som trives i spotlightet, men heldigvis fik jeg kun besked halvanden dag i forvejen, så der var begrænset tid til at bekymre mig i – og begrænset tid til at stress-spise chokolade.

Nypoleret sportsstol
Jeg fik at vide tirsdag, at jeg måske ville blive inviteret ind i studiet torsdag morgen. Onsdag formiddag fik jeg en bekræftende sms fra en journalist på Go’morgen Danmark, og onsdag eftermiddag snakkede vi sammen i en halv times tid for at få form på interviewet. Heldigvis skulle jeg jo bare snakke om mig selv, så jeg kendte trods alt til emnet. Telefonsamtalen sluttede af med en anvisning om, hvor jeg skulle møde op – ‘køreporten i Tivoli over for Glyptoteket’ – og en mødetid kl. 6.20 torsdag morgen til interview i studiet ‘on air’ kl. 7.10.
Resten af onsdagen blev primært brugt på at håndtere en gigantisk tøjkrise. Min sportsstol skulle dog også med ind i studiet, så den blev vasket og poleret onsdag aften. Ikke af mig, men af en venlig sjæl, som stak hænderne i iskoldt sæbevand og skurede løs på stolen. Mit bidrag var at stå i en dynejakke og se på, mens jeg beklagede mig over, at vejret var koldt. Sympatisk, som jeg er.

Således renskuret og klar mødte både jeg og tennisstolen op torsdag morgen og prøvede for første gang i begge vores liv at krydse igennem Tivoli, inden der blev åbnet for gæster. Selve studiet var jeg lige ved at misse, fordi det var meget mindre end jeg havde forventet. Det ligger i en yndig rund glasbygning, som minder om en miniversion af et af de smukke drivhuse i botanisk have.
Indenfor var tv-kokken i gang med at gøre parat til dagens måltid med ribben, barbecuekrydderier og ramsløg. Som i løbet af morgenen kom til at dufte heeeeelt fantastisk.

Fangirl i studiet
Jeg blev vist nedenunder til tv-køkkenet, hvor en af de andre gæster allerede sad klar, og hvor programmets medarbejdere havde disket op med en lækker morgenbuffet, alt imens de vimsede rundt og sørgede for at skabe en afslappet stemning. Jeg havde dog så mange sommerfugle i maven, at jeg ikke spiste et eneste stykke wienerbrød. Og kender man mig, så ved man, at det betyder alvor.

Jeg spurgte selvfølgelig, hvem af værterne der skulle interviewe mig. Jeg er nemlig vokset op med morgen-tv. Lige fra tiden med Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim. Og jeg er vild med alle værterne. For mig er det ægte morgenhygge – som sikrer en glad og rolig start på dagen i selskab med de behagelige værter, samtidig med at man ser indslag om noget interessant. Blandt alle de dygtige værter har jeg især et svagt punkt for Ida Wohlert, som er så sød og varm og indlevende og dygtig og smuk. OG DET VAR HENDE, DER SKULLE INTERVIEWE MIG!!!!!!!
Helt forfjamsket og oppe at køre blev jeg hentet ind i sminken, hvor den sødeste makeup-artist med flot rødt hår sørgede for, at spraymale mit ansigt med concealer og lægge den fineste naturlige makeup på mig. Da jeg vendte tilbage fra sminken var filmanmelderduoen Ellen Hillingsøe og Ann Lind Andersen ankommet til tv-køkkenet. Dem fan-girl’ede jeg øjeblikkeligt over. Fik begejstret og forbavset udbrudt ‘Neeeeej, skal I også på i dag?!?!?!?!????????’, bare for at komme i tanke om, at de jo altid er på om torsdagen. Doh!
Heldigvis er de både kønne, dygtige og fulde af overskud, så de tog det rigtig pænt og kaldte ikke på security for at få mig fjernet…
Og så så jeg hende – Ida Wohlert!!!!!

Et langt, varmt og virtuelt kram
En drøm i grønt og lyseblåt tøj. Vi fik hilst på hinanden, jeg fik mikrofon på, og så var det op at sidde i den berømte røde sofa. Klokken var på det tidspunkt 10 minutter i 7. Ida (vi er på fornavn nu) løb gennem de spørgsmål, hun ville stille mig. Som afslutning sagde Ida (igen – vi er da totalt på fornavn nu), at hun nok skulle sørge for at holde flowet i interviewet og hjælpe mig videre, hvis jeg enten gik i stå eller kom med lange, vævende forklaringer.
Nedtællingen begyndte, startjinglen gik i gang, og vi var på.

Se Louises interview i Go’morgen Danmark lige her (kræver adgang til TV2 PLay):
Elitetennis på to hjul

Selve interviewet fløj afsted, og før jeg havde set mig om, var vi færdige. Ida spurgte, om jeg kunne tænke mig et billede sammen med hende, når der var reklamepause. Det takkede jeg selvfølgelig fuldstændig forgabt og overstrømmende ja tak til. Og det var dét – ud til bilen og af sted mod min almindelige hverdag. Troede jeg.
For efter torsdag morgen er det gået op for mig, hvor mange mennesker, der ser Go’morgen Danmark, og hvor mange søde mennesker, jeg kender. For hold op, hvor er der mange, der har skrevet søde beskeder til mig efterfølgende. Familie, venner, arbejdskolleger og tenniskolleger. Det føles som ét langt, varmt og virtuelt kram.

Go’morgen Danmark skrev også om Louise på deres Facebookside, hvilket gav mange seje og positive kommentarer – læs selv med her:

Har du læst dem her?