Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Toyota Open International de L'ile de Re i Frankrig, 17.-22. september (ITF 1-turnering)

Den seje vej fra hyggetennis til landsholdet
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Vejen til Tokyo
Den 14. februar 2019
Før landstræner Morten Halvorsen opdagede Louises tennistalent, spillede hun bare stående og gående hyggetennis med sin familie. Hun havde aldrig prøvet at spille kørestolstennis. Det blev noget af en omvæltning for hende. Foto: Line Falck Christensen

Den seje vej fra hyggetennis til landsholdet

Det var et komplet syret og tilfældigt møde, der betød, at Louise Willerslev-Olsen kom i gang med paratennis. Men derfra krævede det hårdt arbejde og en lang periode med nederlag på tennisbanen, før Louise begyndte at kravle opad på ITF’s verdensrangliste. Bliv klogere på hendes vej til toppen lige her.

I forbindelse med et vinterbesøg i tennisklubben i Ølstykke i 2011 mødte Louise en anden paratennisspiller og hendes træner – og det skulle vise sig at være et vaskeægte skæbnemøde. Træneren var nemlig ingen ringere end landstræner Morten Halvorsen. Han så med det samme potentialet i Louise – selv om hun ikke brugte sin kørestol på banen.

Læs alt om det tilfældige møde lige her

Louise havde nemlig for vane at stå og gå rundt på banen, når hun spillede mod sin mor eller andre medlemmer af familien. De indrettede sig efter hendes tempo.
Derfor gik den første træningssession hos Morten Halvorsen i Aarhus ikke så nemt, som man kunne have håbet på:

“Kenneth Kammerskov, der repræsenterede Danmark ved PL i Beijing i 2008 bor også i Aarhus, så jeg lånte hans gamle kørestol til træningen. Og det var frygteligt! Jeg var jo vant til, når jeg spillede, at hvis bolden var der, så gik derhen for at spille den. Mit instinkt var at gå derhen, så jeg bevægede hele tiden benene. Og jeg skulle tilmed have en ketcher i hånden. Der var så mange ting at holde styr på,” fortæller Louise om den allerførste træning med landstræneren.
“Det var simpelthen så akavet, og jeg tænkte, at det her kunne jeg ikke. Jeg havde forventet noget helt andet, så den dag var helt ærligt som en spand kold vand i hovedet. Det var megahårdt.”

“Hvis det er for let, så er det jo ikke sjovt.”

“Jeg troede, jeg var stærk, men…”
Nu begyndte en periode, der i den grad testede Louise – for fra at have troet, at hun aldrig nogensinde kunne spille tennis på højt plan havde hun nu pludselig udsigt til landsholdet og ITF’s tennistour. Men det var et langt, sejt træk:

“Det første halve år spillede jeg måske tre gange, fordi jeg havde så ondt bagefter. Jeg troede egentlig, jeg var okay stærk, men jeg opdagede seriøst muskler, jeg ikke anede, jeg havde. Så selv om jeg nærmest troede, det var håbløst, fik jeg gradvist opbygget de muskler, der skal til i paratennis.”
“Det var godt nok en stejl læringskurve, men sådan vil jeg også helst have det. Hvis det er for let, så er det jo ikke sjovt.”

“I starten skal man have en masse klø, for det giver en accept af, at det er ok at tabe.”

Kan stadig huske den første sejr
Louise beskriver sin udvikling som paratennisspiller som meget organisk, og hun har især kunnet følge sine fremskridt i forbindelse med kampene i World Team Cup-kvalifikationsturneringerne. Her spiller landsholdene mod hinanden.

“I starten kunne alle slå mig. Det var så grim tennis, jeg spillede,” fortæller hun med et stort grin.
“Men sådan skal det være. I starten skal man have en masse klø, for det giver en accept af, at det er ok at tabe, mener Morten. For der vil altid være perioder, hvor du møder modgang. Og guderne skal vide, at jeg har tabt rigtig mange kampe. Det var først det andet år, jeg var af sted, jeg vandt en kamp – mod en spiller fra Ukraine. Det føltes helt vildt – som en kæmpe bedrift. Og pludselig begyndte jeg at vinde over spillere, jeg aldrig havde troet, jeg ville kunne slå. Jeg fik mere selvtillid i min teknik, og jeg fik kamperfaring. Men det var en lang proces.”

Har du læst dem her?