Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Toyota Open International de L'ile de Re i Frankrig, 17.-22. september (ITF 1-turnering)

Jeg får meget forærende på mit favoritunderlag
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Tennis på to hjul
Den 27. maj 2019
Forud for sommersæsonens mange turneringer er Louise gået i skarp grusbanetræning – læs mere om hvorfor lige her. Foto: Line Falck Christensen

Jeg får meget forærende på mit favoritunderlag

Alle tennisspillere har en yndlingsunderlag – og det er som regel deres individuelle spillestil, der afgør, hvilket underlag de holder mest af. Men hvordan ser verden ud som paratennisspiller, hvor det pludselig ikke er skosåler, men hjul der skal fungere på underlaget? Louise gennemgår de tre forskellige underlag og afslører sin personlige favorit.

“Der er ingen tvivl om, at det er hardcourt, der er mit favoritunderlag. Det er måske ikke så overraskende, men det er faktisk ikke, fordi jeg er kørestolsspiller. Generelt er de skandinaviske spillere gladest for hardcourt af den simple årsag, at det er det, vi spiller mest på – vi spiller nemlig primært indendørs heroppe nordpå, og der er det altid hardcourtbaner. Og man er jo naturligt bedre til det, man får mest træning på,” forklarer Louise Willerslev-Olsen.
Men hvis du troede, at hardcourt kun er én ting, så kan du godt tro om igen, forklarer Louise:
“Der er flere forskellige overflader, der bliver kaldt hardcourt. Nogle er næsten gummiagtige, mens andre er mere betonagtige i hårdheden. Det har selvfølgelig stor betydning for, hvor meget boldene hopper på underlaget, og hvor let stolen kan rulle.”

En anden ulempe ved grusbanerne på KB’s anlæg på Pile Allé på Frederiksberg – spillerne skal selv feje banen efter brug.

Grus passer ikke til min spillestil
“Grus er det langsomste underlag og der, hvor det er sværest at afgøre bolden på ét slag. Gruset tager nemlig fart ud af bolden, samtidig med at den hopper højere og tager bedre imod spin – og det betyder længere dueller.”
“Men grus forandrer sig også alt efter, hvor man er i verden. En grusbane i Danmark, hvor der ofte er fugtigt, vil være tungere – det gør det enormt sejt og hårdt at bevæge sig rundt, fordi jeg ikke kan trille så langt på et enkelt skub. Men en grusbane i Italien vil føles som en bumlet hardcourt, fordi den er så tør. Udskridning er ikke et problem, men på en våd grusbane kan forhjulet nemt synke lidt ned, og hvis jeg så er i en yderposition, risikerer jeg at tippe over.”
“På grusbaner kan der i løbet af en sæson godt opstå en fordybning bag baglinjen, og her kan mine sidehjul godt ende, så mit hjul kører rundt i fri luft.”

Spiller sjældent på græs
Det lyder måske mærkeligt, men man kan faktisk godt spille kørestolstennis på græs – men der er generelt ikke så mange græsturneringer. Heller ikke for raske tennisspillere.
“Det er primært i England, man spiller på græs, og det er oftest opvarmningsturneringer til Wimbledon. Det handler mest om, at det er et underlag, der kræver ekstremt meget vedligeholdese – tænk bare på, hvordan Wimbledonbanerne ser ud efter to ugers turnering!” siger Louise.
“Græsunderlaget inviterer til ser og flugt-spil, fordi bolden bevæger sig meget hurtigt væk fra sig, men i kørestolstennis er vi sjældent netsøgende, fordi vi ikke kan hoppe højt og tage bolden og derfor er nemmere at lobbe over. Vi bevæger os mindre hurtigt på banen – det er derfor, vi har det andet hop at slå på. Men det giver ikke noget på græs, da bolden ikke hopper ret højt på andet hop.”
“Wimbledon har indtil for et par år siden kun haft kørestolstennis som dobbeltkamp – fordi man dækker banen bedre og laver dueller, der er sjovere at se på for publikum. Nu forsøger de sig så med en singlerække, men det er nok mere for at være inkluderende,” vurderer Louise.

Skabt til hardcourt
Og så er vi tilbage ved Louises favoritunderlag – hardcourten.
“Jeg får meget forærende på hardcourt: Jeg kan dirigere bolden rundt, tage boldene hurtigt og dermed øge tempoet. Og så er det nemmere at overraske på hardcourt.
Det gør den kommende sommersæson til en udfordring for Louise:
“Ja, de fleste sommerturneringer er jo udendørs – og det betyder grusbaner. Derfor skal jeg nu i gang med grustræningen, så jeg får vænnet mig til underlaget, tempoet og de hjul, jeg bruger på grus. De har mere mønster og en højere profil, så de griber bedre fat. Der må bare masser af rugbrødstræning til.”

Har du læst dem her?