Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
British ITF 3 tournament, 13.-16. februar 2020 (ITF 3-turnering)

Louises nye stol: Ekspertråd har allerede gjort Louise hurtigere på banen
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Tennis på to hjul
Den 21. oktober 2019
Inden længe skal Louise vinke farvel til gamle sportsstol, når hun sammen med Hans Peter Østergaard fra Korestolseksperten.dk designer og får bygget en ny stol. Den skal optimere hendes spil i kampen om en af de eftertragtede pladser ved PL i Tokyo 2020. Foto: Line Falck Christensen

Louises nye stol: Ekspertråd har allerede gjort Louise hurtigere på banen

For nylig mødtes Louise Willerslev-Olsen og Hans Peter Østergaard fra Korestolseksperten.dk, der skal hjælpe hende med at få designet en optimal sportsstol. Og allerede det første møde revolutionerede Louises opfattelse af, hvor meget den rette stol gør for hendes spil. Bare nogle få justeringer på den gamle stol har barberet op mod et sekund af hendes tid på banen. Værdifuld tid, der gør hende i stand til at nå flere bolde og komme bedre i stilling til sine slag.

Et enkelt møde på tennisbanerne i Frederikssund, så Hans Peter Østergaard (HP) kunne se Louise Willerslev-Olsen spille i sin gamle sportsstol, var nok til, at han kunne give hende uvurderlige råd om, hvad hun reelt har brug for i sin nye sportsstol.
HP er med i projekt ‘ny sportsstol til Louise’, så Zealand Care, der er sponsor for Louise, sikrer, at hun får den rette stol – ikke mindst i de kommende otte måneder, hvor kampen om pladserne til PL i Tokyo 2020 bliver endnu mere skærpet.
Og det første møde var nok til, at HP rykkede fundamentalt ved Louises opfattelse af, hun havde brug for i en stol:
“Allerede da han kom ind på banen, sagde han, at jeg sad lænet for meget fremad. Det gør nemlig, at rumpen sidder højere end knæene – og det betyder, at jeg accelerer langsommere. Desuden betød siddestillingen, at jeg faktisk ikke kunne nå ret langt om hjulet, fordi jeg var nødt til at række bagud. Samtidig betyder for meget vægt fremad på stolen, at den nemmere graver sig ned underlaget, fx på grusbaner, som jeg traditionelt set ikke har været glad for at spille på,” forklarer Louise om sit første møde med HP, der i den grad udfordrede Louises vaner i sportsstolen.

Jeg var ved at vælte
“Vi prøvede allerede at stille på min eksisterende stol, mens vi var på banen, men der var simpelthen for meget, der ikke passede. Da vi tippede vinklen på sædet, kunne jeg ikke længere nå min fodplade, og knæbøjlen passede selvsagt heller ikke længere, fordi knæene kom højere op, når rumpen kom længere ned i sædet. Og så drejede stolen helt vildt, for jo længere tilbagelænet jeg sidder, desto nemmere er det at dreje stolen. Og selv om det jo er en god ting, mistede jeg nærmest balancen i svingene og var ved at vælte.”
Derfor blev teamet enige om at føre indstillingerne tilbage igen, og at Louise og hendes kæreste, Søren, skulle gå hjem i hans værksted og arbejde på stolens indstillinger.
Men det var noget af en opgave, der ventede tennisparret!

Køretest og målinger som udgangspunkt

“Jeg skulle til turnering i Frankrig få dage efter, men aftale med Søren, der er ingeniør, at vi skulle rette stolen til efter HP’s anvisninger efter turneringen. Så da jeg kom hjem, begyndte vi med at lave forskellige former for køretest og målinger, så vi kendte mine tider og bevægemønstre. Derefter begyndte vi på tilretningen; tiltede numsen ned, knæene op og sædet længere frem, så jeg fik et mindre ekstremt drejepunkt. Jeg kom også til at sidde lige over hjulet, så jeg ikke skal række bagud – og dermed kan dreje længere rundt med hjulet. Søren lavede også en ny knæbøjle og lagde et liggeunderlag på fodpladen, så jeg kan nå.”
Selv med de mange tilretninger var de dog stadig ikke i mål med at matche HP’s anbefalinger til Louises spillestilling.
“Nej, det er rigtigt. Vi begyndte med en lidt mindre ekstrem indstilling, end HP havde foreslået – det hele føltes ret meget anderledes, og jeg skulle lige vænne mig til det.”
Men selv med de moderate forandringer i Louises siddestilling og stol, skete der markante ting på tennisbanen:

Læste du første afsnit i føljetonen om Louises nye stol? Ellers kan du læse med her: https://louisetiltokyo2020.dk/ny-serie-louises-vej-til-en-ny-toptunet-sportsstol/

Hurtigere på samme distancer
“Vi lavede de samme køretest og målinger som før, og jeg var blevet op mod et sekund hurtigere på de samme distancer. Det føltes vildt godt! Jeg troede helt klart, at det ville kræve mere tilvænning, end det gjorde,” fortæller Louise begejstret om de nye tider.
Efter en uges træning på hjemmebane var det så tid til endnu en turnering – nemlig den på Sardinien, som Louise holder så meget af.
“Det gik rigtig godt til turneringen; jeg kom videre fra første runde og fik en masse point med mig til verdensranglisten. I anden runde mødte jeg en spiller fra top 7, og selv om jeg endte med at tabe kampen, synes jeg, den var ret velspillet.”
Pointene fra Sardinien var nok til, at Louise rykkede op som nr. 47 i verden – med PL på horisonten!
“Da jeg var hjemme igen gav vi så indstillingerne på stolen det sidste nøk, så de nu matcher HP’s anbefalinger. Der skulle bl.a. lige lidt ekstra på fodpladen, så den passer helt rigtigt.”

Ny udskråning på hjulene
Nu resterer så de sidste tilpasninger af stoledesignet, så der kan blive bestilt en ny sportsstol til Louise – og der skal bl.a. ses på, hvor meget hjulene skal skråne på den nye stol:
“Det er lidt teknisk, men man måler hjulenes udskråningsgrad i noget, der hedder camber. Jeg har ret skråtstillede hjul, faktisk er det 25, som gør stolen meget stabil. Men HP, der bl.a. har lært om det her hos en amerikaner, der hedder Willie Hernandez, anbefaler, at man aldrig går over 20 camber. Jo mere lige hjulene står, desto mere kan du dreje på stedet. Willie Hernandez laver aldrig stole med mere end 20 camber, og da både HP og han er specialister stoler jeg på dem og bestiller en stol med hjul med 20 camber. Det er jo ikke noget, jeg kan teste på min eksisterende stol, så jeg må stole på dem!”
“Den nye stol skulle blive mere bevægelig, og jeg skulle få mere acceleration i den. Mit spil handler om at bevæge mig godt og bygge mine point op, så stolen kommer til at hjælpe mig, fordi den giver mig flere muligheder for at bevæge mig på banen.”
“Det er så vildt at opleve, hvor få ting, der egentlig skal ændres på, for at jeg kan få en helt ny spilleoplevelse! Jeg har virkelig fået forståelse for, hvor meget stolen betyder for mit spil!”

Har du læst dem her?