Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/louisetiltokyo2020.dk/public_html/wp-content/themes/Divi/includes/builder/functions.php on line 5812
Mød Louises 3 hemmelige våben - Louise til Tokyo 2020
Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2021 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Alle ITF-turneringer er aflyst indtil videre.

Mød Louises 3 hemmelige våben
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Mød Louise
Den 29. juni 2020
Louise er ikke alene på tennisbanen, når hun spiller kamp – ihverfald ikke mentalt. Her kan du møde de tre hemmelige våben, som har bidraget til hendes succes på tennisbanen! Foto: Line Falck Christensen

Mød Louises 3 hemmelige våben

Det er ikke kun Louise, der triller på banen, når den internationale tennistour går i gang igen lige om lidt. Med i både hovedet og hjertet har hun nemlig støtten, stemmerne og de sunde råd fra sit uvurderlige bagland. Her kan du høre lidt om, hvad de forskellige mennesker i Louises tennisliv – udover hendes to trænere – betyder for hendes succes. Og så bliver du klogere på, hvordan Louises bedre halvdel, Søren, har givet hende ny motivation forud for nykvalifikationen til PL 2021.

“Generelt er det meget de konkrete ting, der motiverer mig; at kunne kgge tilbage på de gode kampe, specifikke sejre og vundne turneringer. Det kan også være særlige modstandere, jeg pludselig kunne slå alligevel, og hvor jeg på den måde kan se fremgang i mit spil. Og det at sætte mig et mål og nå hen til det betyder meget,” forklarer Louise Willerslev-Olsen over telefonen – her på kanten af sommerferien forud for den vigtigste turneringsperiode i hendes tennisliv, nemlig den, hvor hun skal forsøge at kvalificere sig til det udskudte PL 2021.

Men motivationen kommer ikke kun fra spillet og kampene – den kommer i allerhøjeste grad også fra de forskellige mennesker i Louises liv. Dem, der kender hende bedre end de fleste andre, og som ved, hvordan de skal støtte, trøste og også presse på den rette facon. Her fortæller Louise ærligt om, hvor meget de centrale personer betyder for hende og hendes spil.

Min mor har betydet mest – helt fra starten
“Det var min mor, der gik med mig på banen allerførst. Hun gad spille med mig, før vi hørte om kørestolstennis, dengang hvor jeg ‘bare’ gik rundt på banen. Og hold op, hvor har hun gjort meget for mig. Hun har aldrig set forhindringer – selv der hvor jeg selv så dem, har hun troet på mig. Det var også hende, jeg spillede med, dengang jeg mødte Morten fra landsholdet. Hun sagde ‘selvfølgelig skal du melde dig til tennis’, og hun gik så entusiastisk ind i det. Hun brænder også selv for tennis og spiller selv, så det er meget vores fællesskab.”

Jeg var aldrig kommet i gang med kørestolstennis, hvis det ikke var for Malene.

Tennismakkeren, der skubber Louise ud i verden
Malene var den første, Louise spillede kørestolstennis med – hendes vej ind i den verden, hun i dag ikke kan forestille sig et liv uden:
“Jeg var simpelthen aldrig kommet i gang med kørestolstennis, hvis det ikke var for hende. Jeg fik hendes nummer af Morten (landstræner, red.), så jeg besøgte hende på Vesterbro og prøvede hendes sportsstol. Man kan sige, at hun tog mig under sine vinger og tog mig med ud til de første turneringer. Det var faktisk hende, der ligesom skubbede mig ud i dem. Hun var rigtig god til at sige ‘kom, nu skal vi møde en masse andre, der spiller tennis, og som er søde og åbne og gerne vil spille med dig’. Hun fremhævede venskaberne, oplevelserne, rejserne – og så ikke forhindringerne. Hun gav mig troen på, at det ikke var farligt – hvor jeg selv ville have tænkt, at jeg ikke kunne klare det, og derfor hellere måtte lade være med overhovedet at prøve.”

Søren supplerer min dynamik perfekt
For halvandet år siden mødte Louise sin kæreste Søren i et fitnesscenter i Frederikssund. Og selv om han ikke er specielt interesseret i tennis, går han helhjertet ind i Louises jagt på en PL-kvalifikation.
“Han har kæmpe respekt for, at jeg har PL som et mål, jeg gerne vil nå. Så hvor han ikke er nævneværdigt interesseret i tennis, så har han alligevel sat sig vildt meget ind i det og udviser en fantastisk sportslig forståelse – og det gør virkelig en forskel! Han kan se dynamikkerne på banen, registrerer mine gode slag, forstår et godt opbygget point osv. Og det betyder, at han er god til at skubbe mig videre, når min motivation daler eller når noget nyt virker fremmed og farligt.”


Søren skubber på, hvor jeg selv kan have svært ved at give mig i kast med tingene.

“Min nye sportsstol er et fantastisk eksempel; for jeg syntes helt ærligt, at det med ny stol virkede uoverskueligt, og derfor nølede jeg i forhold til at få den bestilt. Så på den måde har han en modsatrettet dynamik end mig. Han skubber på, hvor jeg selv kan have svært ved at give mig i kast med tingene.”
Men det er ikke kun på det hjemlige plan, at Sørens sportslige forståelse gør godt – han har nemlig også været med Louise ude til turneringer, og det giver hende en kæmpe fordel, når hun triller ud på banen!
“Når jeg er midt i kampen, er det meget svært at dynamikken i mit og modstanderens spil. Med Søren på sidelinjen ser han nogle ting, jeg aldrig selv ville have kunnet se. Så det er også et sted, hvor hans eminente sportshjerne kommer i spil. Og så er han skidegod til at optage video, så jeg – reelt – kan se, mit spil bagefter. Det gør det meget nemmere at forstå, hvad der gik godt, og hvad der kunne være bedre – og dermed korrigere mit spil i næste kamp.”

Lige nu er Louise ellers tilbage på jobbet efter corona-nedlukningen, og så er hun i gang med træningen med Jamie Coshan igen – mens hun afventer nyt om turneringsstart. Der er ingen nævneværdig sommerferie i kalendere, da hun regner med at skulle bruge størstedelen af sine feriedage på de kommende vigtige kvalifikationsturneringer. Vi krydser fingre for Louise og vender tilbage, når der er nyt om PL-kvalifikationen!

Har du læst dem her?