Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Sion Indoor i Schweiz, 24.-27. oktober (ITF 3-turnering)

Ny serie: Louises vej til en ny, toptunet sportsstol
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Vejen til Tokyo
Den 11. juni 2019
Louise skal inden længe have en ny sportsstol, så hun kan spille optimalt frem mod PL i Tokyo 2020. Men den slags henter man ikke bare ned fra en butikshylde, fortæller hun her i første del af føljetonen om Louises jagt på den perfekte spillestol. Foto: Line Falck Christensen

Ny serie: Louises vej til en ny, toptunet sportsstol

Louises nuværende sportsstil er tre år gammel, og hun trænger i den grad til en ny stol at spille i – især nu, hvor hun skal yde sit absolut bedste for at kvalificere sig til PL i Tokyo 2020. Men den slags skal specialdesignes, så den matcher hendes krop og spillestil. Her kan du høre om, hvad hun drømmer om af fornyelse på sin nye stol.

“En sportsstol er på ingen måde en hyldevare – den skal tilpasses mine dimensioner, kropsbygning og spillestil. Min nuværende stol er tre år gammel, og jeg valgte den oprindeligt med hjælp fra nogle af de andre spillere på touren. Jeg vidste, hvem der spillede godt og prøvede deres stole, så jeg kunne spore mig ind på, hvad jeg gerne ville have,” fortæller Louise Willerslev-Olsen, der nu står over for at skal have bygget en ny stol at spille tennis i.
Og det er ikke nogen lille investering, forklarer hun:
“Den ligger et sted mellem 30.000 og 40.000 kroner. Så nej, den er ikke billig, men det er også mindre end nogle af de fineste racercykler.”

Hvert land, sine stoletraditioner
Nu er det måske nærliggende at tro, at en sportsstol er en sportsstol – men sådan forholder det sig ikke.
“Stolene er konfigureret både efter spillerens krop og spillestil, men der er også forskellige traditioner i de forskellige lande. Hollænderne sidder typisk lidt højere i deres stole end fx japanerne – og mig. Når man sidder højt i sædet, matcher det en spillestil baseret på hårde slag og kortere dueller, hvor man bevæger sig mindre. Når man som jeg hellere går efter at opbygge pointene over længere dueller, skal man sidde lidt lavere, hvor man sidder mere stabilt,” forklarer Louise.

Louise har selv repareret sin knæbøjle med tape og svedbånd. “Det kunne godt fungere mere optimalt,” fortæller hun. Foto: Line Falck Christensen

Det drømmer Louise om
I forhold til den nuværende stol har Louise en liste over de ting, hun gerne vil have forbedret. For selv om den første stol kunne justeres mange steder, er der flere ting, der ikke fungerer optimalt, når Louise triller ud til kamp:
“Jeg mærker hele tiden, at min knæbøjle er ret meget i stykker – og den kunne også godt have været strammere i designet fra starten af. Knæbøjlen gør, at jeg kan sidde mere fast i stolen, og det vil igen give mere energi i stolens bevægelser, frem for at jeg skøjter rundt i sædet.”
Men selve sædehøjden er heller ikke perfekt:
“Sædet er for højt – jeg bruger faktisk ikke den pude, der egentlig hører til. Jeg sidder bare på nylonstoffet, og det er ikke så rart. Men jeg har ikke så lange arme igen, og derfor er jeg nødt til at pille puden ud, så jeg sidder lavere i forhold til hjulet.”

Lige nu kører Louises stol på fire hjul, men hun overvejer et femte hjul på den nye stol. Foto: Line Falck Christensen

Det femte hjul?
Hjulene er i øvrigt også et område, Louise har øje på. For en sportsstol har interessant nok ikke et fast antal hjul.
“Man har altid to sidehjul på stolen og så kan man have et eller to forhjul eller baghjul. De fleste spiller med fem hjul, mens jeg lige nu spiller med fire. Fordelen er, at jeg bevæger mig hurtigere og bedre, mens ulempen er, at stolen drejer mere, når jeg slår – og dermed gør mig mere ustabil. Men jeg har en mistanke om, at min nuværende stol bevæger sig for meget, så på min nye stol vil jeg gerne have to forhjul, for at opnå større stabilitet i slagene.

Gode råd fra eksperten
Første skridt på vejen mod en ny stol er, at Louise skal mødes med HP – Hans Peter Østergaard – fra Korestolseksperten.dk. Han ved alt om at bygge kørestole til specifikke formål og kender alt til de mange muligheder, Louise har.
“Jeg glæder mig til at høre, hvad HP foreslår Han har bl.a. været i USA og arbejde, og der lærte han at måle sportsstole op. Måske kender han til nogle nye muligheder, jeg ikke selv ved eksisterer.”

Har du læst dem her?