Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Toyota Open International de L'ile de Re i Frankrig, 17.-22. september (ITF 1-turnering)

Off-court med Louise: Alene i verden
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Mød Louise
Den 27. marts 2019
Under turneringen i Schweiz tidligere på måneden fik Louise mulighed for at trille en tur rundt i byen – det er også en måde at lade op til en kamp på. Privatfoto.

Off-court med Louise: Alene i verden

Når tennisverdenens stjerner, som fx Louises danske kollega Caroline Wozniacki spiller kamp, er du vant til at se en fyldt boks med trænere, familie og gode venner. De er med til at sikre, at spillerne leverer deres bedste i hver kamp. Men for Louise Willerslev-Olsen er de op mod 15 uger om året på turneringsrejser noget, hun klarer helt alene. Hvordan klarer hun det mentalt? Læs med her!

Som tennisspiller på konkurrenceplan kommer jeg ikke uden om verdensranglisten. I sidste ende prøver vi jo alle at samle point sammen til vores rangering på ITF’s verdensrangliste – du kan se min aktuelle placering i menuen her på sitet.

Som dansk kørestolstennisspiller er omstændighederne sådan, at der ikke afholdes en eneste pointgivende turnering i Danmark. Derfor skal samtlige turneringer spilles i udlandet. Og selv om de fleste nok vil være enige i ‘at rejse er at leve’, og selv om jeg er vild med at rejse, så giver det også lidt udfordringer. De to mest indlysende udfordringer er 1) at jeg skal holde fri fra arbejde, og 2) at der skal være penge i kassen.

“Jeg rejser alene op til 15 uger om året, så jeg er blevet ret stærk i at pakke mit grej og min kampkørestol, så jeg kan manøvrere rundt med det hele selv.”

Da kørestolstennis for langt de fleste af os (og i hvert fald for alle danskere) er et underskudsgivende passionsprojekt og generelt en dårlig forretning, så er der meget sjældent råd til, at jeg kan have min træner med til turnering, sådan som du ellers kender det hos fx Caroline Wozniacki.

Svært at evaluere mig selv
Undtagelsen er én turnering om året – World Team Cup European Qualifications – hvor der er et krav om at have en træner/holdkaptajn med, og den turnering vender jeg tilbage til i et senere blogindlæg. Men i hvert fald foregår næsten alle mine turneringsrejser derfor på egen hånd.
Det betyder blandt andet, at selve kampevalueringen, som er så vigtig for min udvikling som tennisspiller, kun kan foregå, når jeg er kommet hjem fra turnering og selv afrapporterer fra mine kampe til min træner Jamie. Det lyder som det letteste i verden, ikke? Men det er det bare ikke.

“Jeg skal nok få styr på det her kamera til næste turnering – for det bliver en kæmpe hjælp for mig og mit spil i kampen for at komme til PL i Tokyo 2020!”

For på trods af, at jeg som spiller befinder mig midt i kampen – lige dér, hvor der foregår – så er det enormt svært at analysere kampen udefra. Det er en evne, som jeg langsomt er ved at træne op, men som virkelig stadig halter efter. Derfor har jeg anskaffet mig et såkaldt Annox-kamera, så jeg kan filme mine kampe og derefter sende dem hjem til træner-Jamie, så vi kan evaluere på dem sammen.
Lige netop dét setup testede jeg af ved den seneste turnering, der foregik i Schweiz. Og jeg er jo et ægte naturtalent, når det gælder teknik og elektronik… Det lykkedes mig derfor at optage 4 x 10 minutter (primært opvarmningen, naturligvis) af den første kamp og 2 minutter af den anden kamp. Og de sidstnævnte 2 minutter optog jeg vendt på hovedet. Der er, med andre ord, plads til forbedring på dén front.

 

Konkurrenter eller kolleger?
Nogle vil måske tænke, at det er en mental udfordring af rejse ud til turneringer på egen hånd. Indtil videre trives jeg egentlig fint med det. Det hjælper at være introvert 😉
Og så skal I også huske, at de andre tennisspillere fra andre lande ikke kun er konkurrenter, de er også venner og kolleger. Men når det så er sagt, så vil jeg også sige, at det betyder stjernemeget, at jeg ved, at der er et hold derhjemme, der hepper på mig. Det gælder min familie, mine venner, mine trænere, de danske kørestolstennisspillere, Parasport Danmark, min sponsor Zealand Care og jer læsere. Jeg ved godt, at det lyder virkelig VIRKELIG cheesy, men når jeg er alene af sted 8-15 uger om året i et seriøst konkurrencemiljø, så betyder baglandet alt.

Har du læst dem her?