Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
17 - 22 Marts - Baton Rogue (ITF Super Series) - UDSAT -

Off-court med Louise: Double trouble er dobbelt så godt
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Tennis på to hjul
Den 12. februar 2020
“De fleste doublemakkere ved jo godt, at vi ikke begår fejl med vilje – og vi er alle sammen meget hårdere ved os selv, end vi er ved hinanden, når vi spiller double,” fortæller Louise Willerslev-Olsen i denne måneds Off-court-blog. Foto: Line Falck Christensen

Off-court med Louise: Double trouble er dobbelt så godt

Louise Willerslev-Olsen kan godt blive lidt ensom. I hvert fald på tennisbanen. Hun er nemlig den eneste turneringsaktive danske paratennisspiller, så både touren og kampene foregår alene. Derfor spiller hun stort set altid double med en udenlandsk makker. Det giver både flere kampe, mere banetid, holdånd – og ikke mindst en morgenmadsmakker. Alt sammen værdifuldt i jagten på en plads til PL i Tokyo.

Jeg bliver tit spurgt, om jeg både spiller single og double, når jeg er ude til turnering. Og 10 ud af 10 gange (med kun få undtagelser) er svaret ja.
Der er lige for tiden ingen andre turneringsaktive kørestolstennisspillere i Danmark. Og det betyder, at jeg, uanset hvad, ikke kommer til double til De paralympiske lege i Tokyo senere på året. Der er nemlig ingen landsmænd at spille med. Derfor kan det også være ligegyldigt, om jeg ligger nr. 20 eller nr. 100 på verdensranglisten i damedouble.

Double betyder flere kampe
Men det er heller ikke af den grund, at jeg gerne vil spille double, når jeg er af sted til turnering, selv om det selvfølgelig altid er federe at være højt rangeret end lavt rangeret.
For det første spiller jeg (og de fleste andre) altid double, fordi vi så er garanteret flere kampe i turneringerne. Selv om der kan være en masse hygge og sjovt social samvær, så er formålet med en turnering jo, at jeg gerne vil spille tenniskampe – ellers ville jeg bruge min ferie på en anden type ferier og nogle andre rejsedestinationer (med bedre mad, for eksempel ). Og når jeg spiller double, kan jeg altså få dobbelt op af kampe per turnering – eller endda mere, hvis jeg taber hurtigt i single, men går hele vejen i double.
For det andet får jeg en chance for at spille mere frit, når jeg spiller double. I teorien kan jeg nemlig, i en kampsituation, ‘gratis’ afprøve nogle af de ting, jeg træner på med Jamie – for godt nok er der noget på spil, fordi vi alle sammen er konkurrencemennesker, og alle sammen gerne vil vinde, men der er dog ikke kvalifikationspoint til PL på spil.

Hårdere ved os selv end hinanden
Til gengæld er der den lille hage, at det nogle gange kan føles mindre afslappet at spille double end single. I single kan jeg spille ad pommern til, uden at det rammer andre end mig selv. Det er på en eller anden måde en lille trøst. I double er jeg derimod forpligtet over for min makker i den forstand, at hvis jeg taber et point, så taber min makker også et point. Det kan nogle gange være lidt et pres at spille under, og det er ikke altid, at jeg kan ryste mig fri af det. Men de fleste doublemakkere ved jo godt, at vi ikke begår fejl med vilje – og vi er alle sammen meget hårdere ved os selv, end vi er ved hinanden, når vi spiller double. Så for det meste prioriterer vi at have det sjovt og spille positiv tennis – og undlade at undskylde tusind gange til sin makker, hvis vi begår en fejl.

Den vigtige holdånd
Derudover er det sjovt at være på banen med en anden spiller og prøve følelsen af holdånd. Det er jo så sjældent, at jeg oplever det som tennisspiller. Det er rart at have en anden at dele glæder og frustrationer med, og så er det interessant at se, hvor forskelligt vi alle sammen tænker på banen. Nogle spillere er meget afdæmpede, nogle spillere er nervøse, og andre fighter helt vildt. Det er sjovt og lærerigt at prøve de forskellige spillestile af og høre, hvad der rør sig inde i hovedet på de andre spillere, og hvordan de får deres spil til at fungere.


“Men for en tennisspiller som mig, der for det meste kæmper min egen kamp, er det rart en gang imellem at have en teammate at kæmpe ved siden af.”

Og så er det rart at have en doublemakker, fordi jeg så for det meste har en fast træningsmakker og måske endda også en morgenmadsmakker. Der er som regel en uskreven gentlemanregel om, at vi doublemakkere til en turnering træner sammen. Det fjerner en masse usikkerhed og logistik i at opstøve en makker til opvarmning hver eneste dag. Og fordi vi ofte skal træne på samme tidspunkt om morgenen og nå den samme bus ud til tennisanlægget, ender det oftest med, at vi også spiser morgenmad sammen om morgenen. Det er noget, der typisk resulterer i, at vi opbygger en tættere form for venskab, når vi spiller double sammen. Det er garanteret en følelse, som fodboldspillere, håndboldspillere og andre udøvere af holdsport kender til. Men for en tennisspiller som mig, der for det meste kæmper min egen kamp, er det rart en gang imellem at have en teammate at kæmpe ved siden af.

Har du læst dem her?