Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Bolton Indoor, England, 18.-22. februar 2020 (ITF 2)

Off court med Louise: Et hårdt, men spændende år venter
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Vejen til Tokyo
Den 17. december 2019
Som en ægte (tennis)dronning holder Louise her sin nytårstale – om året der gik, og året der kommer. 2020 byder på maaange turneringer, ny sportsstol og forhåbentlig PL i Tokyo! Foto: Line Falck Christensen

Off court med Louise: Et hårdt, men spændende år venter

På tærsklen til sit tennislivs vigtigste og mest udfordrende sæson holder Louise Willerslev-Olsen sin jule- og nytårstale. Hør om, hvad der spændte ben for hende i året der gik, hvad der har fundet plads i hendes indre scrapbog, og ikke mindst hvad hun - og vi - kan se frem til i 2020. Er hun on track til PL i Tokyo, og hvad arbejder hun på her i vinterens turneringspause?

Så nærmer vi os årets afslutning, og ligesom ude i det ‘virkelige liv’ giver det anledning til refleksion over året, der er gået. Jeg er nu cirka halvvejs i kvalifikationsperioden (den periode, hvor jeg kan samle point sammen til verdensranglisten op til PL), og dermed giver det god mening at gøre status på det forgangne halve år.

Det er egentlig svært for mg at sige, om det er gået godt eller skidt. Hvis I havde spurgt mig for fire måneder siden, ville jeg nok overvejende have sagt skidt. Der havde jeg spillet tre turneringer mere eller mindre i streg, og resultatet var nedslående. Ikke alene havde jeg tabt de fleste kampe (hvis ikke dem alle sammen) – jeg havde også spillet langt under det niveau, jeg ved, jeg kan spille på.

Dårlig rytme og frustrationer
Når jeg ser tilbage, kan jeg selvfølgelig sagtens i bagklogskabens lys sige, at det bare var en række dårlige turneringer. Det er risikoen ved at spille flere turneringer tæt på hinanden. Hvis jeg rammer en dårlig rytme i den første turnering, kan det være svært at ryste af – især når jeg forbliver i turnerings-mode i stedet for at tage hjem, træne og få et mentalt afbræk. Så kan en enkelt dårlig turnering hurtigt blive til en stime af dårlige turneringer i stedet. Men lige når jeg er i situationen, det svært at se objektivt og klarsynet på det. Og svært ikke at begynde at blive lidt frustreret.

Heldigvis hjalp det at tage en lille pause fra turneringsræset. Jeg fik snakket med mine trænere og med min kæreste. Og stille og roligt fandt jeg fokus og spilleglæde igen.
Derefter er det sådan set gået godt! Selvfølgelig har der været nederlag, men alt i alt er jeg tilfreds med sensommeren og efteråret. Jeg har nydt at spille tennis og har spillet noget god tennis, som også har givet point til verdensranglisten. Årets sidste turnering gav ikke den store succes i single, men til gengæld vandt min doublemakker, Mariska Venter, og jeg turneringen i double. Double betyder ikke direkte noget for kvalifikationen til PL, men jeg skal huske på ikke blive så forblændet af min PL-drøm, at jeg glemmer at sætte pris på de andre resultater, jeg præsterer undervejs.

Hvis jeg kigger udelukkende på point til verdensranglisten, så er drømmen om PL stadig i live her ved årets udgang. Der skal spilles mange turneringer til foråret, og jeg skal gerne have medvind i sejlene. Men der er stadig en plads at kæmpe for.

Skuldrene ned og ind med det sjove

Min serv (som vi omlagde sidste vinter, fordi min gamle serv og jeg aldrig helt blev venner) kører bedre end nogensinde før. Og min stol er blevet optimeret i sine indstillinger takket være min kærestes hårde arbejde med møjsommeligt at stille på stolen, kreere en ny knøbæjle og trylle en forbedret fodplade frem.
Derudover vil jeg også gerne være fortaler for at minde sig selv om at påskønne alle de ting, der ikke sker på tennisbanen, men som er ting, jeg tager med i min mentale scrapbog fra de forskellige turneringer. Fx en køretur op ad legendarisk stejle Mortirolo og langs Comosøen, en badeudflugt til Stintinos krystalklare vand, middag på en fiskerestaurant med Michelinstjerne, østersdyrkning på Ilé de Ré – og sidst, men bestemt ikke mindst, venskaber på tværs af lande.

Hvad skal der så ske nu?
En masse spændende ting. Først skal der trænes i vinterpausen (december og januar er ikke rigtig turneringsmåneder), og der skal også blandes sjove lege ind i træningen, så det hele ikke bliver for stift og krampagtigt. Skuldrene skal ned, og armene skal slappe af.

OG – så skal jeg jo have en NY TENNISSTOL. Doneret af min sponsor, Zealand Care! Dét er jeg rigtig rigtig spændt på. Jeg kan godt love jeg, at den bliver FLOT! Og forhåbentlig også let og hurtig.
Deruder venter masser og masser af turneringer i foråret. Rundt om i hele verden. Det bliver en tætpakket kalender og en intens slutspurt frem mod juni måned.

Tak til Caroline Wozniacki
Men først skal jeg, ligesom resten af tennis-Danmark, sidde klistret til tv-skærmen, når vores danske tennisstjerne Caroline Wozniacki spiller sin sidste professionelle turnering ved Australian Open 2020 og sætter punktum for en fænomenal sportskarriere.

Har du læst dem her?