Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
British ITF 3 tournament, 13.-16. februar 2020 (ITF 3-turnering)

Off-court med Louise: Hemmeligheden bag en god træner
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Mød Louise
Den 5. november 2019
Det nytter ikke, at Louises træner er bange for at presse hende, fortæller hun i dette meget intime blogindlæg om samarbejdet med sine to trænere, Morten Halvorsen og Jamie Coshan. Foto: Line Falck Christensen

Off-court med Louise: Hemmeligheden bag en god træner

Som optakt til turneringen i Tjekkiet, som begynder i dag, har Louise skrevet et blogindlæg om, hvordan samarbejdet med hendes to trænere foregår. Hendes ord giver et sjældent og ærligt indblik i de meget nære - og til tider svære - relationer, en elitetennisspiller har med sine trænere. For her der ikke plads til berøringsangst og strygen med håret. I hvert fald ikke når målet er en plads ved De paralympiske lege i Tokyo 2020.

Som atlet er samarbejdet med ens træner afgørende for ens udvikling. Det har i hvert fald været det for mit vedkommende. Og jeg har været så heldig, at jeg samarbejder med to af de dygtigste trænere, jeg har mødt.
Den ene er landstræner Morten Halvorsen i Jylland, som jo faktisk er hele grunden til, at jeg overhovedet spiller kørestolstennis. Og som ikke kun stort set altid stiller sig til rådighed med spiltræning, hvis jeg er i Jylland, men også bidrager med mentaltræning, står for tilrettelæggelse af de store linjer i kvalifikationen til PL, står for samarbejdet med Parasport Danmark og er kaptajn for det danske landshold i kørestolstennis.
Den anden er min hovedtræner Jamie Coshan i KB, som jeg træner med hver uge. Han har det overordnede ansvar for at udvikle mit spil og har æren (i hvert fald den, der måtte være) af, hvordan jeg har udviklet mig som tennisspiller over de seneste fem år.
For jo, det var Morten, der tændte min drøm om PL, og som lærte mig at spille kørestolstennis. Men det har været helt afgørende, at der kom en enormt dygtig træner ind over det daglige udviklingsarbejde. Det kan ikke lade sig gøre uden.

Ikke plads til berøringsangst
Det vigtigste for at være en god træner i kørestolstennis, er efter min mening, at man er en dygtig tennistræner. De ting man skal lære som kørestolsspiller, er i langt de fleste tilfælde de samme ting, man skal mestre som raskspiller.
Slagteknikken for forhånd, baghånd, flugtninger og serv er de samme, uanset om man slår slaget stående eller siddende. Jeg støder på mange, som tror, at man skal have en helt særlig baggrund for at kunne undervise i kørestolstennis, men hverken Jamie eller Morten havde en dedikeret uddannelse inden for kørestolstennis, da de begyndte at undervise kørestolsspillere, og alligevel er de sindssygt dygtige trænere i kørestolstennis.
De ting, der er særlige for kørestolstennis – som fx bevægemønstre på banen – kan en træner tilegne sig undervejs og i samarbejde med spilleren.
Derudover må en god træner ikke være berøringsangst.
Bare fordi jeg dyrker sport i en kørestol, er jeg ikke sart. Jeg kan godt tåle at få pulsen op og anstrenge mig, og jeg kan også godt tåle, at noget er svært at lære. Når jeg gerne vil forbedre mig og konkurrere internationalt, SKAL jeg faktisk presses, for ellers udvikler jeg mig ikke. Og heldigvis er hverken Morten eller Jamie blege for at presse på.

Vi skal have kemi og tiltro
Og endelig er det – ligesom inden for rasktennis – vigtigt, at der er en god kemi mellem spilleren og træneren. Eksempelvis træner Jamie og jeg uge efter uge og år efter år sammen, hvor vi arbejder rigtig meget på de ting, jeg skal forbedre. Den proces kan være en anelse frustrerende, og her er det helt afgørende, at han som træner og jeg som spiller passer sammen.
Dels så jeg er tryg ved at arbejde på de ting, der er svære, dels så vi kan joke og hygge os og have det sjovt sammen, både når spillet går godt, og når spillet går skidt. Hvis kemien og tiltroen ikke er der, så kan jeg som spiller stritte mentalt imod, og så kan jeg ikke absorbere de ting, som træneren synes, jeg skal arbejde på.

Viljen til at vælge den svære vej
Det letteste for træneren og spilleren er jo at blive ved med at træne de ting, som spilleren allerede er god til – så ville jeg som spiller få en masse succesoplevelser til træning og gå glad fra banen. Men det er desværre ikke sådan, jeg rykker mig som spiller. Jeg må være villig til at arbejde på de ting, jeg er dårlig til, og det gør ofte, at jeg går lidt utilfreds fra banen. Her skal min træner og jeg have så så god en kemi, at vi i fællesskab tør arbejde på de svære ting og er villige til at foretage den tidsmæssige investering.
Tilsvarende kræver den mentale træning stor tillid mellem Morten og mig, så træning får den effekt, vi ønsker. Vi skal føle os godt tilpas i hinandens selskab, så vi kan åbne for ikke kun de gode oplevelser på banen, men også for alle de ting, der er sværere at snakke om. Og så skal vi kende hinanden godt nok til at vide, at de samtaler vi har, foregår i et ‘lukket rum’ som ikke bliver delt med andre. Først der er tilliden som den skal være, for at træningen bliver den bedst mulige.

Har du læst dem her?