Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2021 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Alle ITF-turneringer er aflyst indtil videre.
Off-court med Louise: Tennis i turneringslimbo
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Vejen til Tokyo
Den 11. november 2020
Serven er noget af det, Louise og Jamie træner for at holde hende kampklar i coronatiden. Foto: Line Falck Christensen

Off-court med Louise: Tennis i turneringslimbo

Louise er limbo – i turneringslimbo! For tiden ved hun nemlig først få dage inden en turnering, om den rent faktisk bliver til noget. Det giver store udfordringer i forhold til både træning, form og planlægning. Louise beretter fra sin nye spillestol om det at holde sig i topform til noget, hun ikke ved hvad bliver.

Det er alt for længe siden, jeg sidst har blogget. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har det på denne måde, men selv om der på en måde er meget mere tid tilgængelig, fordi så mange ting er lukket helt eller delvist ned, så synes jeg alligevel, at alt omkring mig går utroligt stærkt. Ikke mindst tiden, som bare flyver af sted.

Heldigvis går min træning rigtig godt. I starten af coronakrisen handlede min træning om at komme tilbage til den grundform, jeg havde, inden hele verden lukkede ned. En lille måneds pause sætter sig hurtigt i tennisspillet! Samtidig skulle jeg bruge en masse timer på at finde til rette i min nye tennisstol, som jeg stod for at skulle tage i brug, samtidig med at corona kom til Danmark.

Forårsprogrammet gik derfor rigtig meget på basistræning og på at huske spilleglæden midt i en vanskelig og usikker tid. Det er jo trods alt spilleglæden, som er drivkraften for hele projektet.

Fokus på hårde forhænder og topspind
Da vi nåede til sommeren, var basisformen nogenlunde igen, og jeg havde fundet mig godt til rette i den nye tennisstol. I løbet af sommeren, hvor der stadig var turneringspause, gik Jamie og jeg derfor i dybden med at arbejde på min forhånd. Både præcision og angrebsslag, men også at få arbejdet på variationen. Det betyder, at de hårde forhænder skal blive endnu hårdere og dybere, og topspindsslagene skal have endnu mere bid og spin i sig.

Typisk arbejder Jamie og jeg i træningsblokke. Vi har altså en serie af træninger, som alle sammen befinder sig inden for det samme overordnede tema. Det kan fx være bevægelse i stolen, flugtninger, dybde i grundslagene, forhånd, eller serv. Der er masser af variation i træningen, og med Jamie er det aldrig nogensinde kedeligt. Men overordnet set har vi ét tema ad gangen per træningsblok. På den måde er det lettere at gå i dybden med tingene og få indarbejdet varige ændringer.

I slutningen af sommerferien begyndte turneringssæsonen igen. Inden en turnering lukker vi normalt ned for de tekniske træningsblokke og begynder at have en turneringstræningsblok. Sådan en træningsblok går på at spille en masse forskellige pointøvelser og arbejde mindre teknisk. Dybest set skal spillet pudses af, så jeg er kampklar, når turneringerne starter. Det nytter jo ikke noget, at der er masser af dybde i forhånden, hvis alt andet jeg laver, ikke er klar til turnering.

Væk fra træningsvanerne
Derfor har vi siden sommerferien arbejdet meget på min mentale kampintensitet og på mit fokus på at få bolden spillet væk fra modstanderen. Det sidste lyder næsten fjollet, for det er jo oplagt, at det er dét, man vil. Men når man har haft en masse træning, der går ud på at holde bolden i gang, så er man blevet vænnet til at skyde bolden hen i nærheden af sin træningsmakker. Derfor skulle jeg vænne mig af med at skyde bolden hen til modstanderen, og i stedet vænne mig til altid at prøve at flytte modstanderen rundt. Den træning gik rigtig godt, og jeg synes, at jeg var mere velspillende, end jeg plejer, til sæsonens første udlandsturnering.

Siden da har Jamie og jeg dog været nødt til at ændre fundamentalt på vores træning.

Det stod nemlig klart for os, at vi var nødt til at være mere omstillingsparate. Jeg var tilmeldt en håndfuld turneringer i efteråret, men samtidig udviklede coronakrisen sig i en negativ retning i flere lande. Det er derfor lige for tiden ikke til at vide, om en turnering ender med at blive aflyst, før få dage inden.

Tennisspil i turneringslimbo
Det betyder omvendt, at jeg skal være klar til at rejse afsted med kort varsel, men også klar til at blive hjemme i stedet. For at få det maksimale ud af vores træninger har vi derfor valgt at træde et skridt væk fra vores normale træningsblokke og i stedet arbejde på lidt af det hele i hver træning (lidt basistræning, lidt teknisk træning, lidt pointspil). På den måde får vi arbejdet på det tekniske, så vi ikke spilder tiden, hvis alle turneringer bliver aflyst, mens vi samtidig også er sikre på, at mit spil er klar til at tage til turnering dybest set hver eneste uge.

Ligesom med alt andet for tiden, gælder det ikke mindst om at være mentalt smidig og omstillingsparat.

Har du læst dem her?