Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2021 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Alle ITF-turneringer er aflyst indtil videre.

Off-court med Louise: Til træning under nedlukningen
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Vejen til Tokyo
Den 8. februar 2021
Særlige undtagelser betyder, at Louise kan fortsætte med sin træning frem mod PL – som hun stadig håber og tror på bliver til noget. Foto: Line Falck Christensen

Off-court med Louise: Til træning under nedlukningen

Lige for tiden er de flestes liv nok præget af de gældende coronaretningslinjer. Selv om de nuværende restriktioner er nødvendige, og selv om alle gerne vil udvise samfundssind, er der nok ingen tvivl om, at restriktionerne tager hårdt på os alle sammen.

Selv om jeg også er påvirket af restriktionerne, føler jeg alligevel, at jeg har været skånet for det allerværste. Mine nærmeste er sunde og raske, jeg har stadig et arbejde og får min månedlige løn, og jeg kan stadig træne tennis.
Ingen af de tre ting tager jeg for givet. Men nu skal denne blog jo handle om tennis, så derfor kommer jeg til at fokusere på den sidste af de tre punkter.

Jeg er undtaget fra reglerne
Jeg opfylder nemlig nogle af de betingelser, der fører til, at man som eliteatlet er undtaget fra de regler, der ellers ville gøre det umuligt at træne tennis.

Det er en blandet fornemmelse. På den ene side føler jeg mig uendeligt heldig. Hvis jeg skulle holde mig fra tennisbanen i flere måneder op til de sidste afgørende turneringer i den resterende kvalifikationsperiode, kunne jeg lige så godt lade være med at stille op til turnering. For restriktioner er jo landespecifikke, og alle mine konkurrenter kommer fra andre lande end Danmark. Når mine kollegaer og konkurrenter rundt om i verden stadig træner, så ville jeg ikke kunne stille op til turnering og være konkurrencedygtig, hvis jeg selv havde været nødt til at holde pause.

“Lige nu er der så mange mennesker, der må undvære det fællesskab, de normalt er en del af.”

Samtidig gør det mig usigelig ondt at se, hvordan foreningslivet lider. Ikke kun tennis, men alle de sportsgrene, der er i stand til at samle folk og skabe fællesskaber for alle aldre rundt omkring i hele landet. Jeg holder så meget af foreningslivet og er også et produkt af det, eftersom mine forældre jo mødte hinanden i den lokale tennisklub. Lige nu er der så mange mennesker, der må undvære det fællesskab, de normalt er en del af. Børn og unge, der ikke længere kan mødes til weekendtræning eller stævner. Voksne der mangler deres ugentlige ‘legetid’, og den energi det giver, til resten af ugen. Pensionister, som plejer at mødes til formiddagstræning og som sætter sig ind og vender stort og småt i klubhuset efter træning. Alt det er sat på pause. Og selv om jeg bakker helhjertet op om regeringens retningslinjer, så gør det mig også ondt på foreningslivets vegne.
Når jeg så selv er undtaget, så skylder jeg min klub i Roskilde og Dansk Tennisforbund en ekstra taknemmelighed for, at jeg stadig har mulighed for at træne. Samtidig glæder jeg mig til, at klubbens liv og sjæl er tilbage, når alle de andre medlemmer igen kan bruge tennisbanerne.

Høj musik til træningen skal stresse
Min træning er dog anderledes, end den plejer at være. Jeg kan (og må ifølge reglerne) ikke spille med andre end min træner Jamie. Derfor sørger Jamie for at variere træningen og sin egen spillestil, så jeg ikke vænner mig for meget til hans spillerytme og dermed får vanskeligt ved at spille mod andre spillerytmer, når turneringerne igen starter op. Derudover spiller vi i en ellers lukket hal. Lyset er slukket på alle de andre baner, og der er ikke andre mennesker i hallen. Det betyder, at jeg risikerer, at jeg vænner mig til at spille i en stille hal, hvor der hverken er lyde eller synsindtryk, som forstyrrer.

“Hvis jeg vænner mig til at spille i en stille og tom hal, bliver jeg for påvirket af ydre omstændigheder, når verden engang igen åbner op.”

Det lyder måske isoleret set meget godt, men det er det egentlig ikke. For når jeg er ude til turnering, er der masser af forstyrrende elementer. Der er kampe på de andre baner, trænere der råber, tilskuere som ser på. Så hvis jeg vænner mig til at spille i en stille og tom hal, bliver jeg for påvirket af ydre omstændigheder, når verden engang igen åbner op. Derfor sætter vi en højttaler til og sætter høj musik på, når vi træner, så jeg i det mindste er vant til, at der er larm i baggrunden og ikke bliver ‘for komfortabel’.

Derudover tager vi selvfølgelig maksimale forholdsregler for at respektere vores særtilladelse til at træne. Dvs. vi ser så vidt muligt ikke nogen uden for vores boble i løbet af ugen. Vi er særligt opmærksomme på afspritning og håndvask. Vi holder minimum 2 meters afstand hele tiden. Er der det mindste optræk til sygdom (fx en eftermiddag med hovedpine), aflyser vi træningen dagen efter og følger retningslinjerne for at blive coronatestet.

Men alt det og meget mere gør jeg gladeligt for at udvise den fornødne respekt og taknemmelighed for muligheden for fortsat at kunne træne.

Har du læst dem her?