Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/louisetiltokyo2020.dk/public_html/wp-content/themes/Divi/includes/builder/functions.php on line 5812
Off-court med Louise: USA-turen, der endte i kaos - Louise til Tokyo 2020
Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2021 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Alle ITF-turneringer er aflyst indtil videre.

Off-court med Louise: USA-turen, der endte i kaos
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Mød Louise
Den 27. marts 2020
Louise nåede kun en enkelt kamp i den første USA-turnering, før hun og hendes mor måtte haste hjem mod Danmark – midt om natten! (Privatfoto)

Off-court med Louise: USA-turen, der endte i kaos

Intet blev, som Louise Willerslev-Olsen havde regnet med, da hun for snart tre uger siden rejste til USA for at spille to turneringer i sit vigtigste tennisforår nogensinde. Det gjaldt pointene til PL-kvalifikationen, men hun nåede kun en enkelt kamp i første turnering i Georgia, før hun og hendes mor i al hast måtte forlade et land i Covid-19-krise. Læs den dramatiske fortælling om de få døgn i et USA i begyndende rejsekaos.

Min mor var med som chauffør – og det klarede hun SÅ sejt!

Dette blogindlæg skulle egentlig have handlet om to turneringer i USA. Den første turnering, Georgia Open, i Rome, Georgia, og den anden turnering, Cajun Classic, i Baton Rouge, Louisiana.
Men meget ændrede sig, fra vi to af sted fra Danmark, og til vi måtte haste hjem midt om natten.
Planen var, at min mor tog med til den første turnering, hvorefter hun ville rejse hjem for at tage på tenniscamp i Tyrkiet med min moster og Svendborg Tennisklub, mens min kæreste Søren ville komme til USA for at være med til den anden af de to turneringer. Så ville jeg både have træningsmakkere til begge turneringer, og jeg ville vigtigst af alt kunne tilbringe tid og måske få lidt ferie og oplevelser med to af de mennesker, jeg holder allermest af. Jeg havde derfor også glædet mig rigtig meget til den amerikanske gren af min turneringsplan.
Min mor og jeg rejste af sted til Atlanta lørdag d. 7. marts for at ankomme i god tid, inden turneringen startede d. 11. maj. Både for at overkomme tidsforskellen og eventuelt jetlag, og for at vænne os til at spille tennis udendørs, da jeg indtil da havde trænet indendørs hele vinteren i Danmark.
Det kræver altid lidt tilvænning at gå fra indendørs til udendørs, hvor vind, sol, temperatur og elevation er nogle faktorer, som pludselig også kommer i spil.

Ingen søvn i 22 timer
Min mor og jeg havde lejet en bil i lufthavnen i Atlanta, så vi selv kunne køre til hotellet i Rome. Mit kørekort gælder pt kun i Skandinavien, da jeg har et midlertidigt kørekort, indtil min lægeattest er blevet færdigbehandlet hos politiet. Det er kun et administrativt spørgsmål, men ikke desto mindre betød det, at min mor hang på at være chauffør. Og det klarede hun eddermænme flot!!! På sekssporede motorveje gennem downtown Atlanta, hvor biler både må overhale udenom og indenom, efter en flyvetur over Atlanten og ingen søvn i 22 timer. Jeg er monsterstolt af hende og synes, at hun er SÅ sej.
Vi havde nøje aftalt, at vi ikke ville forlade biludlejningens parkeringsplads, før vi havde styr på vinduesviskere, lys, automatgear osv. Det endte så selvfølgelig med, at vi var så stressede, at vi kørte ud i downtown Atlanta i vores RAV4 Toyota uden at have styr på noget som helst…. Lyset på bilen fik vi styr på efter en times køretur. Vinduerne lærte vi at rulle ned efter en dag. Hvilken benzin, bilen skulle tankes med, lærte vi efter 2 dage, hvor vi kørte ind og spurgte en Toyotaforhandler om, hvorvidt bilen kørte på diesel eller benzin. Han syntes, at vi var idioter. Og dagen efter fandt vi en kvinde på en parkeringsplads, som også kørte i RAV4, som lærte os, hvordan vi åbnede benzindækslet, så vi rent faktisk kunne tanke bilen. Airconditionanlægget lærte vi at betjene 5 dage efter, vi havde lejet bilen. Radioen lærte vi aldrig at tænde.
Men ellers gik det godt.

Min mor og jeg spiste en del vafler her – megahyggeligt!

Affærdigede lukkede grænser som en joke
Der var ikke rigtig mulighed for den store sightseeing i Rome Georgia, da det er en ret bette by. Min mor og jeg nåede derfor at få set det meste på de første to dage. Det flotteste vi så, var Berry College, som havde doneret jorden til tennisanlægget til tennisklubben. De havde et smukt campus på Berry Mountain. Og ellers hyggede min mor og jeg os mest med at spille tennis og spise blåbærvafler med ahornsirup på det nærliggende Waffle House. Det var megahyggeligt.
Min kæreste havde allerede inden vores afrejse til USA sagt/spøgt med, at han håbede, at han kunne komme til USA, og at Trump ikke pludselig lukkede grænserne. Jeg havde hele tiden affærdiget det som en joke, selvom min mor og jeg allerede i Kastrup Lufthavn kunne mærke, at den coronavirus-epidemi, som senere hen skulle blive til den nuværende pandemi, havde skåret drastisk på antallet af rejsende.
Ikke desto mindre mærkede vi ganske lidt til corona-udbruddet, da vi ankom til USA, og USA var på daværende tidspunkt et gultmarkeret, sikkert land at rejse til. Jeg var endda nødt til at bede om håndsprit til at afspritte mine hænder, efter vi havde fået taget vores obligatoriske fingeraftryk i Atlanta lufthavnen – og damen bag skranken ‘jokede’ med, at nu skulle min mor jo også huske at spritte sine hænder af, når nu jeg var så hysterisk ift. virus og bakterier.

Trump og eskalerende sygdom
Som så mange andre steder begyndte sygdomsbilledet i USA imidlertid at eskalere, mens vi var derovre, og det politiske pres på Trump steg og steg, for hver dag der gik. Onsdag d. 11. spillede, og tabte, jeg min første singlekamp i turneringen. Om eftermiddagen sludrede jeg om rejselogistik med min kæreste, som var på forretningsrejse i Frankrig, og derefter tog min mor og jeg tidligt tilbage på hotellet, så jeg kunne nå at være veludhvilet til min doublekamp dagen efter. Alt så således lyst ud, da vi gik i seng.

FUCK
Kl. 3 om natten vågnede jeg, fordi jeg hørte min mor udbryde ‘FUCK!’. Hun havde modtaget en sms fra min moster, som skrev, at Trump med halvandet døgn at løbe på havde lukket for al indrejse til USA. Og fra da af brød helvede løs. For når flyene ikke må transportere passagerer TIL USA, så kan man godt regne ud, at der ikke er megen forretningsfidus for flyselskaberne i at fortsætte med at flyve tomme fly til USA bare for at flyve passagerer FRA USA hjem til Europa igen.
Både min mor og jeg tager noget daglig medicin, og vi havde ikke tilstrækkeligt medicin med til at kunne opholde os i USA mere end en uge til. Derudover risikerede vi at vores rejseforsikring ville udløbe, og udsigten til at sidde fast i USA uden medicin, sundhedsforsikring og logi var virkelig ubehagelig.

Lufthansa tog ikke telefonen
Vi ringede derfor øjeblikkeligt til Lufthansa for at ombooke vores hjemrejsebilletter. Efter en times ventetid i telefonen, blev forbindelsen afbrudt. Og derefter brød alle Lufthansas telefonlinjer ned. Min kæreste og bror prøvede også at ringe hjemmefra til Lufthansa for os. Men den eneste besked, man fik fra Lufthansa var, at de modtog ”an extraordinary amount of phone calls, please call back later. Duut duut duut.” og så blev der lagt på. Sådan skulle det fortsætte hele det næste døgn.
Derfor scramblede min mor og jeg, og vi endte med at booke et ekstra sæt hjemrejsebilletter til samme dag på Lufthansas hjemmeside, som stadig fungerede. Kl. 4.30 stod vi op og tog et bad. Derefter hentede vi min sportsstol i tennisklubben, vi spiste en morgenmad på døgnåbne Waffle House og kørte derefter direkte i lufthavnen.

Jeg nåede ikke at få navnet på den fantastiske Sixt-medarbejder, der hjalp os fra biludlejningen over til lufthavnsterminalen!

Reddet af Sixt-medarbejderen
En af de bedste oplevelser på dagen var den søde medarbejder hos Sixt, som modtog vores lejebil. Vi skulle have taget en lufthavnsbus for at komme fra biludlejningen over til afrejseterminalen. Men den søde søde søde medarbejder, hvis navn jeg aldrig fik, tilbød at køre os og al vores bagage over til terminalen i vores lejebil. Det gjorde bare verden til forskel for min mor og jeg på denne stressede dag.

Da vi ankom til afrejseterminalen var den komplet øde, pånær en enkelt lufthavnsmedarbejder. Lige dér troede vi, at vi allerede var ankommet for sent til lufthavnen til at kunne komme ud af landet. Heldigvis kom der lidt flere mennesker til – men for en af de travleste lufthavne i verden, var den stort set øde.

Gintonic over Atlanterhavet
Mens vi ventede kom der en journalist hen for at interviewe os om Trumps pludselige indrejseforbud. Og lige da hun var færdig med at interviewe os, modtog jeg emails fra tennisturneringen om, at turneringen blev afbrudt med øjeblikkelig varsel, og at alle spillere skulle holde sig fra tennisanlægget og øjeblikkeligt planlægge hjemrejse.
Vores nerver var rimelig flossede, og indtil vi boardede flyet, var jeg sikker på, at vi ikke ville komme hjem igen. Da vi var halvvejs over Atlanten drak jeg en gin og tonic (og jeg drikker ellers ALDRIG alkohol ombord på et fly) for at fejre, at vi nu var tættere på Europa end på USA, så hvis flyet fik motorproblemer, ville det nok ikke vende om og lande i USA igen.
Dernæst landede vi i Frankfurt, og få timer senere hentede min kæreste min mor og mig i Kastrup lufthavn.
Det kan lyde helt fjollet, men det tog nogle dage, før jeg fik lagt stressen bag mig. Jeg er ikke egnet til at føle mig fanget på den forkerte side af Atlanten uden det danske sikkerhedsnet.
Nu er der gået noget tid, og jeg har sundet mig igen. I går blev det meldt ud, at OL og PL bliver udskudt til næste år, og nu venter vi alle sammen på at finde ud af, hvilke konsekvenser det får for kvalifikationen til PL.

Har du læst dem her?