Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
British ITF 3 tournament, 13.-16. februar 2020 (ITF 3-turnering)

Off court med Louise: Sådan tackler jeg sæsonovergangen
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Tennis på to hjul
Den 18. september 2019
Det er blevet efterår, og Louise har flyttet sin træning indenfor igen. Og det får hende altid til at føle sig som en bedre tennisspiller. Læs alt om hvorfor lige her! Foto: Line Falck Christensen

Off court med Louise: Sådan tackler jeg sæsonovergangen

Efterårets kommen betyder ikke kun, at vi skal finde striktrøjerne og den varme kakao frem – det betyder også, at Louise rykker tennistræningen indenfor. Her forklarer hun, hvordan overgangene fra sæson til sæson rent faktisk er en udfordring som tennisspiller, og hun afslører samtidig sin yndlingssæson.

September er min yndlingsmåned. Der er højt til himlen, alt er roligt, vejret er mildt, man begynder at dufte efteråret i luften, og bladene begynder så småt at ændre farve. Hvis jeg kunne vælge en enkelt favoritmåned, skulle det være september.

Ligesom september byder på lidt af hvert mht. sommer- og efterårsvejr, er det også en transitionsmåned for dansk tennis. Det stod allerede klart den forgangne uge, hvor jeg har spillet halvdelen af tiden udenfor og halvdelen indenfor. Bygerne er blevet hyppigere, og jeg har allerede to gange måttet spurte fra en kamp eller træning, fordi himlen pludselig åbnede sig. Så får man lidt ventetid i vådt tennistøj i klubhuset, hvis bygen er kortvarig, og grusbanerne kan suge vandet. Eller man kan være så heldig, at man kan flytte sin tennistid inden for i hallen. Ellers er det surt show, og man må daffe slukøret hjem igen.

Udfordrende overgange
I løbet af året har vi tennisspillere to overgange. I april/maj skifter vi fra indendørs spil til udendørs spil og i september/oktober skifter vi den anden vej.
Jeg synes klart, at overgangen i foråret til at spille udendørs er den mest udfordrende. Man skal vænne sig til ujævnt underlag, et anderledes opspring på bolden, vind der ændrer boldens bane i luften og sol i øjnene.
Man skal også lige vænne sig til at pakke en tennistaske, der passer til forholdene. Jeg har sjældent husket solbeskyttelse, solskærm, svedbånd, energidrik og solbriller de første gange, det er nødvendigt. Bevares, jeg foretrækker da klart at opholde mig udendørs i den friske luft i stedet for at være inde i en hal. Men tennismæssigt er overgangen frustrerende.

Bedre tennisspiller om efteråret
Helt anderledes er det med overgangen fra udendørs til indendørs. For at være ærlig er jeg altid bare lettet, når vi første gang trækker indenfor.
Jeg føler pludselig, at jeg med et knips med fingrene er blevet en dobbelt så god tennisspiller, end da jeg spillede udenfor dagen før. Okay, den følelse af tilfredshed varer selvfølgelig ikke ved, for det ligger i min natur at ville udvikle mig, og det kræver jo, at man bliver ved med at prøve at presse sig ud over sit nuværende niveau. Men det er nu alligevel skønt at komme indenfor igen.

Minusser ved indendørssæsonen
Til gengæld vokser træerne ikke ind i himlen. For det er dyrere at etablere en tennishal med indendørsbaner end at vedligeholde et udendørs tennisanlæg, og af den grund er der færre indendørs baner til rådighed end udendørs baner. Derfor betyder vintersæsonen også, at det bliver bøvlet at finde ledige banetider i hallen, ligesom banelejen per time er dyrere. Men altså, det får man jo også til at fungere.

For mit vedkommende får jeg i september måned det bedste af begge verdener. Der er de dejlige weekendeftermiddage i septembersolen udendørs og de hyggelige indendørstræninger med et godt træf på bolden. Og så bliver min udendørssæson altid rundet af med årets sidste udendørsturnering på Sardinien. Der får vi årets sidste solskinstimer på banen, årets sidste strandtur og den sidste gelato. Det er pragtfuldt.

Men først er der lige en turnering på Ile de Ré. Stay tuned.

Har du læst dem her?