Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Toyota Open International de L'ile de Re i Frankrig, 17.-22. september (ITF 1-turnering)

“Jeg vil bruge mine kræfter på at skubbe grænserne for, hvad jeg kan”
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Mød Louise
Den 27. oktober 2018
Lægerne spåede oprindeligt, at den sjældne virus ville betyde, at Louise aldrig kom til at gå. De fik heldigvis ikke ret. Men det at hun kan gå, omend besværet, betød også, at Louise ikke troede, hun måtte spille kørestolstennis. Foto: Line Falck Christensen

“Jeg vil bruge mine kræfter på at skubbe grænserne for, hvad jeg kan”

En uhyre sjælden virus lammede Louise Willerslev-Olsen, da hun var bare et år gammel. Selv om hun fik noget af sin bevægelse tilbage med årene, sidder hun i dag i kørestol. Men hun har også en ph.d. i økonomi og er en af Danmarks bedste paratennisspillere. Hvilken kraft har drevet hende hertil?

Når 33-årige Louise Willerslev-Olsen sætter sig i sin kørestol og indtager tennisbanen, er hun ét med både ketcher og kørestol. Begge dele bevæger sig som en forlængelse af hendes krop. For en, der bare har spillet rasktennis på nybegynderniveau, er det umuligt at forestille sig at kunne flytte en kørestol rundt på tennisbanen, så man kommer i den rigtige position, samtidig med at man skal gøre alt det, andre tennisspillere også skal – holde øje med modstanderen og bolden og vinkle sin ketcher rigtigt.

Men Louise gør det. Og hun gør det som en af de bedste i Danmark. Hun er på det danske paratennislandshold, hun ligger godt på verdensranglisten, og hun er i spil til at repræsentere Danmark ved PL i Tokyo 2020.

Det var dog ikke lige det, der var fremtidsudsigterne, da hun som bare etårig fik den ekstremt sjældne virus transversel myelitis. Den lammede Louise fra skuldrene og ned, og lægerne vurderede egentlig, at hun ville være lam fra under armene resten af sit liv.

Møvede rundt på gulvet som en sæl
“Det er en virus, der rammer en ud af en million, men det var atypisk, at jeg fik den som baby. De fleste får den i de sene teenageår, og man ved ikke, hvad den kommer af. Mens virussen rasede i min krop, var jeg lam fra skuldrene og hele vejen ned, så jeg møvede rundt på gulvet som en sæl… Lægerne spåede faktisk, at jeg aldrig ville komme til at kunne gå. Men efterhånden som virussen rasede ud, vendte en form for gangfunktion langsomt tilbage. De nerveforbindelser, der blev ødelagt af virussen, bliver dog aldrig helet – så den bevægelse, der ikke er vendt tilbage halvandet år efter kommer aldrig igen,” fortæller Louise, der i dag godt kan gå korte distancer – om end meget besværet.

Fordi Louise blev ramt af transversel myelitis så tidligt i livet, har hun skullet gennem et hav af operationer for at få kroppen til at vokse så meget som muligt. Den seneste operation blev dog fravalgt i samråd med lægerne, fordi hun er ved at nå grænsen for, hvor meget operationen kan hjælpe, kontra hvad hun mister af muskelstyrke. Og musklerne har hun brug for på tennisbanen.

Vil ikke fylde energi i det, jeg ikke kan
“Selvfølgelig har jeg undervejs tænkt over, om man på et tidspunkt kommer til at kunne reparere mine skader helt, men jeg blev ret tidligt bevidst om, hvor ulykkelig, jeg ville blive, hvis jeg fokuserede på det, der kunne have været. Jeg får ikke noget ud af at fylde energi i de ting, jeg ikke kan.”

Noget af det, hun kan, er tal. Louise er ph.d. i økonomi og cand. polit. og ansat i Konkurrencestyrelsen som økonom, hvor hun blandt andet vurderer fusioner inden for erhvervslivet. Heldigvis er det en arbejdsplads, der giver plads til at spille tennis på højt plan.
Det var i øvrigt også gennem tennisspillet, at hun for første gang mødte andre med samme sygdomshistorie som sig selv.

“Tenniskærlighed er den bedste kærlighed”

Jeg har ikke færre ambitioner, fordi jeg sidder i kørestol
“Gennem min opvækst i Frederikssund mødte jeg aldrig nogen, der har haft samme virus som mig. Der var faktisk på et tidspunkt, hvor jeg overvejede, om min mor overhovedet havde hørt ordentlig efter, hvad lægerne sagde og derfor havde bundet mig en historie på ærmet… Hun kan nemlig godt lide at fortælle røverhistorier! Men i 2014 var jeg på et ophold i San Diego i forbindelse med min ph.d., og på tennisbanen mødte jeg for første gang en anden i kørestol, som også har haft transversel myelitis! Og siden da har jeg mødt flere og også en her i Danmark.”

Louise har altid spillet tennis. Hun kommer – med egne ord – fra en rigtig tennisfamilie, hvor begge forældre altid har spillet tennis og rent faktisk også mødte hinanden i tennisklubben.

“Tenniskærlighed er den bedste kærlighed,” siger Louise med et stort grin.

Derfor har tennisbanen også været det naturlige omdrejningspunkt for familien – altid.

“Jeg kan godt stå og spille, men kan ikke løbe efter bolden, så det tog min familie selvfølgelig hensyn til. Men ellers har jeg aldrig tænkt over mit handicap i forhold til dem. Jeg har været svær at holde tilbage, og jeg har ikke villet tænke over, om jeg blev træt eller kom til at falde. Det ville jeg bare blive ulykkelig og tungsindig af at gøre. Jeg vil hellere bruge mine kræfter på at skubbe grænserne for, hvad jeg kan. Jeg har ikke færre ambitioner og drømme, fordi jeg sidder i kørestol.”

Men alligevel var det meget sent i livet, Louise kom i gang med at spille paratennis på eliteplan. Og det hele skyldes noget, hun selv beskriver som et ‘total syret og freaky sammentræf’.

“Jeg undersøgte det i den sidste del af mine teenageår og troede ikke, det var for en som mig. Så jeg accepterede, at tennis for mig var at stå og slå lidt til en bold sammen med familien og valgte at bruge min energi på min uddannelse i stedet.”

Et skæbnemøde
For Louise troede nemlig ikke, at hun måtte spille kørestolstennis, fordi hun ikke sad i kørestol på fuld tid.

“Jeg undersøgte det i den sidste del af mine teenageår og troede ikke, det var for en som mig. Så jeg accepterede, at tennis for mig var at stå og slå lidt til en bold sammen med familien og valgte at bruge min energi på min uddannelse i stedet.”

Men en dag i vinteren 2011 skulle ændre det hele.

“I Frederikssund var der ingen ordentlig indendørsbane, så derfor var min mor og jeg kørt til Ølstykke for at spille. Mens vi spiller, ser jeg en mand stå ved klubhuset mellem banerne og kigge på mig. Kort efter går døren til vores bane op, og han kommer ind sammen med en pige i kørestol.”

Pigen skulle vise sig at være Malene Olesen, som spiller på landsholdet og i dag er Louises dobbeltmakker. Og manden – det var Morten Halvorsen, der er landstræner.

“Han turde åbenbart ikke gå ind og tale med mig selv, men han foreslog mig at prøve at spille kørestolstennis, fordi han tænkte, det kunne være noget for mig. Det viste sig, at landholdet trænede i Ølstykke, samtidig med at jeg var der med min mor. De havde aldrig trænet der før, og de har aldrig været der siden – så det var virkelig et total syret og freaky sammentræf.”
Og så begyndte det hårde arbejde med at opbygge Louise til en elitetennisspiller – noget, der kan tage op til 10 år at gøre.

Læs mere om Louises vej fra amatør til professionel her.

Har du læst dem her?