Louise Willerslev-Olsen

Når De paralympiske lege 2020 begynder, vil jeg være blandt de atleter, der går og kører ind under den danske fane! Følg min vej dertil.


NÆSTE TURNERING
Toyota Open International de L'ile de Re i Frankrig, 17.-22. september (ITF 1-turnering)

World Team Cup i Portugal: Dækdrama og teamspirit
Jeg er sponsoreret af Zealand Care og Seniorland
Vejen til Tokyo
Den 30. april 2019

World Team Cup i Portugal: Dækdrama og teamspirit

Sammen med resten af det danske landshold i paratennis har Louise netop forsvaret Dannebrog ved World Team Cup – denne gang i Portugal. Og det blev en dramatisk turnering. Læs Louises egen fortælling lige her!

Nu er tennis jo for det meste en individuel sportsgren, så derfor kan det være lidt mærkeligt at forestille sig, hvad det vil sige at spille landsholdskamp. Men konceptet mindre meget om formatet for Davis Cup og Federation Cup i rasktennis, hvis du er bekendt med det.
Det fungerer ved, at vi stiller op med et landshold, som består af to-tre spillere og en holdkaptajn. I år stillede Danmark kun op med et kvindelandshold, hvor holdet bestod af mig og min gode veninde og rejsemakker Malene Olesen samt landstræner Morten Halvorsen.
Der er ikke så mange point til verdensranglisten i at spille World Team Cup, men dels er det en rigtig lærerig og sjov turnering at deltage i, dels er det et krav for alle atleter, at vi SKAL have deltaget i mindst to ud af fire World Team Cups inden De Paralympiske Lege. Ellers kan vi ikke kvalificere os til PL.

Landstræner Morten Halvorsen er klar til indmarch.

Når det danske landshold spiller mod et andet land, gælder det om at vinde to ud af tre kampe, og alle tre kampe bliver afviklet samme dag. Først spiller vi to singler – Malene spillede dagens første single, og jeg spillede dagens anden single – og dernæst spiller vi en doublekamp. Til alle kampe må og skal der være en holdkaptajn til stede på banen. Og det er dét, der virkelig gør landsholdskampene unikke.

Træner på banen
For normalt er jeg jo helt alene på banen som spiller, og normalt må jeg ikke modtage coaching under en kamp (tænk bare på det kæmpe drama, der udfoldede sig i finalen mellem Serena Williams og Noami Osaka i US Open 2018, fordi dommeren dømte Serena Williams for at modtage coaching fra træneren Patrick Mouratouglou!). Derfor er det helt fantastisk for en gangs skyld at have en kaptajn på banen, som jeg kan diskutere kampstrategien med undervejs – og ikke mindst at have en holdkammerat, som jeg kan dele sejre og nederlag med.
Hvordan gik World Team Cup så for det danske hold i år? 1) Vi forsvarede vores rangering som fjerdebedst ud af seks hold, hvilket er holdets bedste præstation til dato. 2) Turneringen var flyttet fra Tyrkiet til Portugal, der er et helt igennem fantastisk land, som jeg klart må besøge igen.

Der var virkelig smukt i Portugal – jeg glæder mig til at besøge landet igen.

“Vi havde IGEN IGEN IGEN IGEN glemt at købe venskabsgaver til de andre landshold. Det er så pinligt. Vi glemmer det hvert år!”

På andre punkter gik det helt, som det plejer: 1) Det var fantastisk dejligt at være af sted med Malene og Morten igen. 2) Morten fortalte røverhistorier ved alle måltider. 3) Der var frisklavet omelet til morgenmad (jeg er helt pjattet med at få frisklavet omelet til morgenmad, for det er den ypperste luksus, og jeg dør simpelthen af skuffelse, hvis der nogensinde bliver afholdt et World Team Cup uden morgenmadsomeletstation og dessertbuffet). 4) Vi havde IGEN IGEN IGEN IGEN glemt at købe venskabsgaver til de andre landshold. Det er så pinligt. Vi glemmer det hvert år!
Men det mest dramatiske under hele turneringen var min dæksituation!

“Don’t worry – the sun is shining”
Jeg var lige så stor en klaphat til at forberede mit gear til turneringen, som jeg plejer at være. Denne gang havde jeg glemt at bestille dæk hos min sponsor, Zealand Care. Derfor besluttede jeg mig om lørdagen inden afrejse søndag for selv at ‘vende’ mine dæk på stolen, hvilket resulterede i tre knækkede dækjern og en punkteret slange, fordi jeg er ubehjælpelig som cykelmekaniker.

“Hvilket sådan cirka eliminerede min tiltro til vores håbløse dækmission og fordoblede mit stressniveau.”

Jeg havde været en klaphat med forberedelsen af mit grej, så der var total dækdrama under turneringen.

Dernæst kortsluttede min hjerne, og i stedet for at lappe hullet i slangen besluttede jeg i allersidste øjeblik at tage nogle gamle dæk i brug. Jeg ved stadigvæk ikke helt hvorfor, jeg tog dén beslutning. De gamle dæk er kæmpestore, får stolen til at tippe rigtig meget og giver sår på hænderne. Men jeg tænkte, at jeg da måtte kunne købe nogle nye dæk i Portugal! Og det påstod vores ‘guide’ også. Det resulterede i, at jeg dagen inden turneringen blev kørt rundt af ham langs Algarvekysten på udkig efter en cykelforretning. Hans GPS duede ikke, men han var meget afslappet. Også på mine vegne.
“You look so stressed, Louisa. Don’t worry – the sun is shining, we are in Portugal, life is goooooood!” blev han ved med at sige. Hvilket sådan cirka eliminerede min tiltro til vores håbløse dækmission og fordoblede mit stressniveau.
Vi bestilte til sidst nogle dæk, som ankom dagen efter, men som til gengæld var den forkerte størrelse. Så det hele endte med, at turneringsledelsen fik bestilt nogle dæk, som befandt sig i Nordportugal og blev sendt af sted på en natbus, som strandede to dage i Lissabon. Men jeg nåede da at spille to ud af fire kampe på de rigtige dæk. Pointe: Bestil dæk i god tid hos min søde sponsor i stedet for selv at kegle rundt i det.

Både jeg og min gode veninde og landsholdsmakker Malene var i højt humør på flyveturen til Portugal.

Klar til kamp!

Efter turneringen var der fest for alle spillere – på et kasino!

Har du læst dem her?